Vision eller utopi?

 

Det ovenstående spørgsmål gælder en utopi, som vores art har muligheden for at gøre til en vision. 

Utopi betyder som bekendt en forestilling om et ideelt samfund, som er uopnåeligt, som f.eks. i Thomas Moore's bog "Utopia".

Vision betyder bl.a. et syn af noget kommende, men det kan også betyde et syn af noget, som kan realiseres, og det er i den sidstnævnte betydning, det bruges her. Det drejer sig om muligheden for at ophæve et vilkår, som betinger mange af de trængsler, vi er konfronteret med.

Vi befinder os i en evolutionær krise, fordi det for første gang i menneskehedens historie er muligt og sandsynligt, at vores ekspansive udfoldelser forarmer eller ødelægger mulighederne for at opretholde humane livsformer på kloden.

Vores art balancerer på kanten af selvdestruktion, og balancerer man på en kant over tid, forøges sandsynligheden for, at man på et tidspunkt mister balancen. Men realiseres visionen, vil det svække behovet for det intense og tiltagende behov for konkurrence/konflikt mellem stater om knappe ressourcer, som vores formering og overbefolkning tilsammen med behovsudviklingen opretholder og forstærker. Konflikterne truer med at eskalere til verdenskrig og/eller ødelæggelse af klodens miljø. Denne forarmelse af klodens økosystem accelererer allerede med alarmerende hast.

Det eksistentielle problem for vores art er vores selvdestruktive potentiale. Men sandsynligheden for, at mennesket/arten vil vælge effektivt at imødegå de vilkår, som betinger udviklingen, er minimal, selv om man har muligheden for det. Et nødvendigt mådehold samler endnu ikke den globale, humane population om en effektiv løsning, og i stedet lader vi os dominere af ekspansive, polariserende partikulære interesser og systemiske, paradigmatiske, anakronistiske og dogmatiske opfattelser af vores vilkår. 

Det er derfor beskæmmende sandsynligt, at historien vil gentage sig, blot i et endnu mere selvdestruktivt format. Vi befinder os jo i begyndelsen af det 21. århundrede, som desværre på mange måder minder om begyndelsen på det 20. Dengang var der også en udbredt begejstring over udviklingen. Da var det industrialiseringsprocessen, som var så løfterig, at den skabte optimisme og entusiasme.

Denne optimisme viste sig ubegrundet, da 1. Verdenskrig brød ud og førte til 'industrialiseret' udryddelse af myriader af medmennesker. Århundredet blev i det hele taget kendetegnet af store industribaserede krige, som tilsammen vel udryddede omkring 200 millioner mennesker. Tallet er jo ufatteligt stort og abstrakt, for det er umuligt at indleve sig i alle de lidelser, 200 millioner dræbte har gennemlevet inden deres livs ophør, hvortil kommer alle lidelserne for deres pårørende og for sårede, invaliderede mm. Men abstraktionen demonstrerer i hvert fald, at vores art underlægger sig destruktive, dynamiske forhold, selv om det er muligt at ophæve dem. 

Første Verdenskrig blev et chok i al sin absurde gru, og den førte til antagelser om, at den måtte blive afslutningen på krige som fænomen. 20 år efter rasede en endnu mere omfattende og grotesk krig med gensidige slagterier i en langt større skala, som gjorde lidelsernes omfang endnu mere abstrakt i forhold til human indlevelsesevne, hvilket vel er den mest depraverende abstraktion af alle. 

På trods af dette selvdestruktive raseri har vores art i løbet af århundredet ufortrødent formeret sig eksponentielt, gjort mange ressourcer knappe, overbefolket kloden og tilsvinet den i et omfang, som udgør et enormt problem for os selv og vil gøre det for vore efterkommere i århundreder, hvis arten skulle bestå så længe. Vi ser et grådigt og krigerisk dyr i spejlet og udleder deraf, at militarisering er det eneste præventive middel, der kan forhindre selvdestruktion.

I begyndelsen af indeværende århundrede er der på trods af erfaringerne en udbredt optimisme og entusiasme, som ligeledes hænger sammen med den teknologiske udvikling: robotter, droner, satellitter, rumfart, autonome krigsrobotter, partikelacceleratorer, solceller, genterapi, kloning, internet, utallige former for medicinske gennembrud, avanceret teknologi til formidling og underholdning, digitalisering med næsten ubegrænsede registrerings-, overvågnings- og manipulationsmuligheder osv. - og der ser ikke ud til at være nogen ende på de teknologiske udviklingsmuligheder.

Børn og unge vokser op med teknologi, som man ikke engang kunne forestille sig i begyndelsen af det 20. århundrede. Tilværelsen er blevet forbedret for utallige mennesker, hvis forfædre og formødre levede under slidsomme og kummerlige vilkår, og hvis ikke udviklingen afbrydes radikalt, vil den utvivlsomt indebære endnu flere teknologiske fremskridt, endda med stigende hast. Hvorfor så ikke være optimistiske?

Vores art har skabt og skaber enorme trængsler for sig selv i sammenhæng med den teknologiske udvikling, men forholder sig ikke til dem på tilstrækkelig effektive måder: det gælder forurening af havene, luften og jorden med alle de konsekvenser, det har og får, f.eks. opvarmningen af kloden med flere og flere miljøkatastrofer og miljøflygtninge; der er mange millioner af fordrevne og flygtninge som følge af terrorisme og krige, blandt andet mellem tilhængere af modernitet og 'globalisering' på den ene side, og anti-moderne bestræbelser på den anden; der er knaphed på vitale ressourcer som f.eks. energi, vand, mineraler og land, og knapheden opretholder konkurrencen om dem, en konkurrence som ofte har udviklet sig til krige; der er militær destruktionskapacitet nok til at gøre kloden uegnet for humant liv, og magtfulde stater og alliancer polariserer og risikerer som mange gange før at eskalere konflikterne; som følge af den teknologiske udvikling er cyberspace nu også blevet staters kampplads; der er enorme affaldsproblemer, bl.a. med affald fra radioaktivt affald; partikularismen forstærkes og ignorerer behovet for globale løsninger; og der foregår en irreversibel reduktion af artsdiversitet, som forarmer og depraverer det humane forhold til naturen...

Listen over selvskabte problemer for arten er frygtindgydende for alle andre end ignoranter. Men det dynamiske forhold mellem progressive og regressive evolutionære processer har altid kendetegnet vores arts udvikling, så hvorfor definere de nuværende problemer som en udviklingskrise for arten? Den væsentligste begrundelse ud over problemernes antal og gigantiske omfang er, at vores art for første gang i historien risikerer at ødelægge sine muligheder for at udvikle og/eller opretholde humane livsformer på kloden. Artens kollektive selvforamelse og mulige selvdestruktion gør det evident at definere problemerne som en evolutionær krise.

Dertil kommer, at vores art betinges af vilkår, som den kan ændre, men endnu ikke har bestemt sig for at ændre. Et determinerende vilkår for vores art skyldes paradoksalt nok vores overlevelseskapacitet. Vores arts historie handler jo om formering fra relativt få individer til flere og flere. Det er kvantitativt set en enorm succes. Eksperter skønner, at den humane, globale population i dag udgør 7 milliarder individer, og at den vil forøges til omkring 11-12 milliarder inden indeværende århundredes udgang, hvis den ikke decimeres ufrivilligt eller bestemmer sig for at beherske sin forplantning.

Den uregulerede formering har tilsammen med den teknologiske udvikling og behovsudviklingen fastholdt behovet for at konkurrere om ressourcer og territorier som et uomgængeligt vilkår for populationerne (bortset fra tidspunkter, hvor krige, ulykker og epidemier har decimeret dem midlertidigt). Derfor er konkurrencen, også i dens voldelige udgaver, indlejret som et uundgåeligt vilkår i den humane historie.

Formering og overflod af plads og ressourcer førte til migration og territorial ekspansion, men overlevelseskapaciteten førte altså på et tidspunkt til overbefolkning i den forstand, at det blev nødvendigt at konkurrere om plads og ressourcer, endda ofte voldeligt. Større samfundsdannelser blev nødt til at væbne sig for at opretholdes, og det blev ydermere nødvendigt for dem enten at ekspandere eller blive undertvunget eller helt udslettet.  

Hvis man definerer overbefolkning som flere individer, end vedvarende og reproducerbare ressourcer kan opretholde, er kloden ekstremt overbefolket. Den eksponentielle vækst i antal mennesker på kloden er især sket i forbindelse med det nærmest orgiastiske forbrug af fossile brændsler, som har udviklet sig til et enormt forureningsproblem. Men hvorfor er det et problem, hvis blot det lykkes at udvikle tilstrækkelige, vedvarende og reproducerbare ressourcer til at opretholde de 11-12 milliarder individer, der forventes?

Omlægningen fra anvendelse af fossile og stærkt forurenende brændstoffer til vedvarende former for energi er jo allerede godt igang og kan forventes at fuldføres på et tidspunkt, selv om det ikke bliver tidsnok til at forhindre global opvarmning med alle de problemer, det vil medføre. Fødevareproduktionen kan forventes at forøges tilstrækkeligt til at kunne mætte alle milliarderne i modsætning til, hvad Malthus forudså (at fødevareproduktionen altid vil være knap som konsekvens af formeringsraten). Bl.a. forventes det, at arten kan opnå en væsentlig proteintilførsel ved at æde insekter. Så hvad er problemet?

En del af problemet er tempoet i bestræbelserne på at imødegå de destruktive følger af vores overbefolkning og behovsudvikling. Tempoet og midlerne er slet ikke tilstrækkelige til, at forringelserne kan undgås, og sandsynligheden for, at det vil ændre sig, er ringe. Magthaverne kan ikke blive enige om det fornødne, fordi de overvejende varetager partikulære interesser og endda ophøjer partikularismen til et ideal (os selv først). Konkurrencen mellem de partikulære interesse forstærkes, og det er grænseløst naivt at stole på, eller kynisk at forlade sig på, at deres indbyrdes konkurrence om at tilgodese egne interesser kan ophæve krisen, som jo netop skyldes partikularismen. 

Eksperter forudser, at opvarmningen af kloden vil medføre mistrivsel og død for langt flere, end hedebølger allerede medfører. Forsuringen og forureningen af havene og vandløbene bliver ikke imødegået i tilstrækkeligt omfang. Der postes milioner af tons plastik ud i havene hver dag, som fiskene indtager, og menneskerne spiser fiskene med uoverskuelige konsekvenser. Klimaflygtninge som følge af miljøkatastrofer og vandmangel forventes at blive et tiltagende problem fremover. Og den evindelige konkurrence om ressourcer, herunder territorier, markeder, mennesker, mineraler, forsyningssikkerhed osv., truer med at eskalere til endnu en verdensomspændende krig, som kan destruere artens muligheder for at udvikle og opretholde humane livsformer.

Disse enorme, selvskabte problemer for vores art forsøger man at imødegå med en vifte af tiltag, men man inddrager ikke muligheden for at ændre artens determinerende formering og overbefolkning i de seriøse overvejelser og debatter om mulige løsninger på den evolutionære krise. Man inddrager ikke demografiske beregninger af, hvad det vil få for konsekvenser, hvis vores art efter en fælles hensigtsbestemmelse behersker sin forplantning, således at den humane population fredeligt og over lang tid mindsker sit antal til et niveau, som får overflod af plads og vitale ressourcer til sin rådighed.

Hvad vil aftagende antal mennesker som konsekvens af en global hensigtsbestemmelse betyde for specialisering og distribution, udbud og efterspørgsel, behovsudvikling, teknologi, økonomi, socialisering, samfundsdannelse, bydannelser, landbrug, industrier, grænser osv., når decimerende populationer vil få flere og flere vitale ressourcer og mere og mere plads til rådighed?

Der kan jo blive al den plads og alle de ressourcer på kloden, som man bestemmer sig for, hvis menneskeheden samdrægtigt holder måde med sin forplantning. Hvorfor er det endnu ingen forjættelse med al den overflod af bl.a. mælk og honning, som frivillig og fredelig decimering af den globale populations mængder vil medføre? Man afviser det med henvisning til, at vi ikke kan stole på hinanden, fordi vi er egoistiske, men arten er truet af udslettelse, og derfor tilsiger egoismen os samdrægtighed, så hvornår vil engagerede, visionære mennesker informere om de konstruktive muligheder, som global samdrægtighed vil medføre? Når de tør forpligte sig, vil kroppen også følge hovedet.

Det er altså i forbindelse med de mulige konsekvenser af en global norm for forplantning, som fredeligt og over lang tid decimerer popualtionsmængderne til et økologisk afbalanceret niveau, at spørgsmålet om vision eller utopi bliver væsentligt. Vores art har i kraft af præventive midler muligheden for at ophæve det betingende vilkår, som har og har haft mange af artens destruktive problemer som konsekvens gennem hele formeringshistorien. Der er en kausal sammenhæng mellem vores arts formering, teknologiske udvikling, behovsudvikling og behov for at konkurrere, ofte voldeligt, om knappe ressourcer og mangel på land.

Hvis vi definerer krige som staters indbyrdes konkurrence om territorier og ressourcer med voldelige midler, er knaphed på plads og ressourcer den første og væsentligste årsag til krige. Begrebet 'ressourcer' skal her forstås i dets videste betydning, hvilket inkluderer alle former for samfundsdannelsers behov, såsom magt over systemer, markeder, forsyningssikkerhed, systemopretholdelse, systemudbredelse, behovsudvikling mm.

Man kan skelne mellem individuelle behov og staters behov. Det siger sig selv, at stater har behov for at sikre deres samfundssystem på måder, som de enkelte individer ikke har - såfremt staterne i øvrigt forsøger at sikre deres befolkningers almene muligheder for behovstilfredsstillelse så nogenlunde (og ikke kun en elite af magthavere og velbjergede). Et eksempel kan være behov for tryghed, hvor en stats militær og politi kan ophæve den enkeltes behov for at forsvare sig mod fjender.

Et andet eksempel kan være behovet for materielle ressourcer, hvor stater kan sikre forsyninger, som overflødiggøre borgernes bekymring for forsyningssikkerhed. Hvis stat og private aktører sørger for, at der er ressourcer nok til at forsyne befolkningen med produkter og råmaterialer til produktion, behøver borgerne generelt ikke at bekymre sig om det, hvilket er en af de indlysende fordele ved velfungerende samfundsdannelser. 

Spørgsmålet om, hvad der er fornødent, er til gengæld afhængigt af mange faktorer, ikke mindst populationens behovsudvikling. I den forbindelse kan man groft skelne mellem vitale ressourcer og luksusvarer. Definerer man vitale ressourcer som de, der er absolut nødvendige for livets opretholdelse, drejer det sig om meget få i forhold til det omfang, som produktion og distribution af luksusvarer har fået.

Meget få vil dø, fordi de ikke kan få en velduftende parfume eller det sidste nye tv, selv om frustration af luksusbehov kan medvirke til udvikling af depression og aggressivitet hos afhængige mennesker. Og mange af de teknologiske innovationer skaber faktisk dyb afhængighed, fordi overskud af energi kanaliseres ind i fascinerende former for adspredelser og distraktioner, som gør de afhængige ude af stand til at anvende deres energi kreativt på andre måder og medvirker til at individualisere problemet.

På den anden side er produktions- og distributionsforholdene af en sådan art, at mange ville dø ved radikale former for omlægning af produktion og distribution af mange andre produkter. Det hænger f.eks. for våbenproduktionens vedkommende sammen med opretholdelse af terrorbalancer, som ikke blot fordrer produktion og konflikter, men også forskning i udvikling af mere og mere avancerede typer af våben, dvs. våbenkapløb. 

Sakker stater bagud i kapløbet, risikerer de at blive domineret eller udslettet af stater, som klarer sig bedre i den konkurrence, som drejer sig om magt over territorier og ressourcer, herunder markeder og befolkninger. Stater fører proxy-krige for at teste deres militære kapacitet og våbenteknologi, men begrunder dem ideologisk. Våbenfabrikation og -salg har meget stor betydning i mange staters nationalprodukt, og disse staters firmaer sælge våben for gigantiske beløb og bevæbner aftagere, som er stater såvel som nationale fraktioner, lovlydige borgere såvel som kyniske kriminelle.

Hvis ikke det gjaldt staternes sikkerhed, ville den globale forskning i udvikling af avancerede våbentyper, produktion og salg af dem, ja hele det globale militær-industrielle kompleks forekomme de fleste irrationel indtil eller over grænsen til vanvid. Det er der måske også mange, der alligevel mener, men blandt dem vil de fleste føle sig temmelig magtesløse i forhold til våbenkapløb og omfanget, udbredelsen af og handelen med våbnen. Der er ingen tvivl om, at våbenproduktion og handel med våben er en uhyre væsentlig økonomisk faktor for mange våbenproducerende lande og dermed for den globale økonomi. For disse lande er internationale konflikter en økonomisk nødvendighed.

Blandt de, som føler sig magtesløse, er der mange, som gerne ville gøre noget for at stoppe våbenkapløbet, hvis de kendte til en metode, som kunne føre til et gunstigt resultat. Og for dem kan det derfor være interessant at forholde sig til den nævnte definition på krig som staters indbyrdes konkurrence om magt over territorier og ressourcer, herunder befolkninger, med voldelige midler.

Hvis krig i bund og grund drejer sig om konkurrence om territorier og ressourcer, hænger det behovet for at konkurrere også sammen med knaphed på ressourcer. Hvorfor skulle man konkurrere om ressourcer, som der var overflod af? Man slås først om nødvendige ressourcer, når der bliver knaphed på dem. Problemet er selvsagt, at ressourcer anvendes til produktion, og at produktion af nye former for avancerede varer medfører behovsudvikling og afhængighed.

Desværre skaber behovsudviklingen også behov for ressourcer, som indtil da ikke var knappe, men som bliver det i kraft af den teknologiske udvikling. Denne udvikling medfører konkurrence om ressourcer i evindelighed, bl.a. fordi mineraler, som kun findes i begrænsede områder og i begrænset omfang, i forbindelse med behovsudviklingen bliver uundværlige for produktionen. Det gælder f.eks. i vores tid mineraler, som er nødvendige i forbindelse med produktion af mere og mere avanceret teknologi, og teknologiudviklingen er i 'embryonisk' vækst, som revolutionerer stort set alle aspekter af samfundsdannelser.

Det har fundamental indflydelse på magtbalancerne, fordi den avancerede teknologi anvendes i produktionen af våben og styringssystemer, som skal sikre staterne i deres indbyrdes konkurrence om ressourcer, forsyningssikkerhed, systemudbredelse osv., og hele tiden med fare for den voldelige inter-statslige form for konkurrence om dem, som her defineres som krig. 

Eksperter antager, at der kan produceres tilstrækkelige fødevarer til at opretholde den globale population, selv om den formerer sig yderligere. Men knaphed på mange andre ressourcer er en endnu større fare, fordi den nødvendiggør intensiveret konkurrence om dem mellem stater. Den teknologiske udvikling intensiverer altså konkurrencen. Mange indsigtsfulde folk advarer da også om, at 3. verdenskrig nærmer sig.

For utallige mennesker, som føler sig afmægtige i forhold til dette perspektiv, er det værd at indse, at de kan få indflydelse på det determinerende vilkår, som fører til eskalering af konkurrencen og konflikterne. Forståelse af sammenhængen mellem formering, behovsudvikling, knappe ressourcer og behovet for at konkurrere om dem, er nøglen til at ophæve dette determinerende vilkår, som arten træller under.

I kraft af overlevelseskapacitet er formering af arten ikke længere nødvendig. Arten kan endnu kun overleve ved forplantning, selv om ukønnet forplantning i form af kloning bliver en mulighed. Men så længe kønnet forplantning er en nødvendighed, har enhver, som har mulighed for at bruge prævention, indflydelse på omfanget - og dermed også ansvaret for udviklingen.

Præventive midler gør det muligt at regulere omfanget af forplantning, og det medfører en revolutionerende mulighed, som de færreste tænker på som en enkel og effektiv løsning på artens evolutionære krise og destruktive, determinerenden vilkår. Men dette vilkår kan udbredelse af ideen om en global norm for forplantning ændre: en samdrægtig norm for forplantning, som fredeligt, langsomt, ligeligt (retfærdigt) og målrettet decimerer den globale, humane population, kan ophæve den fatale determination, som overbefolkningen og behovsudviklingen betinger, og ændre den til en metafysisk, teleologisk determination, som vil øge behovet for samling, solidaritet og samvirke i langt højere grad end under formeringens vilkår.

Det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel: hvis udbuddet af ressourcen 'mennesker' er større end efterspørgslen, falder 'dens' værdi og vice versa. Det er evident, at hvor der er overflod af arbejdskraft, behandles den ringere, end hvor der er mangel på arbejdskraft. I fællesskaber med færre mennesker, end specialisering og distribution fordrer til fællesskabets opretholdelse, gør man, hvad man kan for at tiltrække de nødvendige. Forholdet har altså indflydelse på normerne, der hersker i fællesskabet, og derfor kan vores art afbalancere forholdet globalt ved at regulere på sin mængde efter en global norm for forplantning og derved opnå en mere human praksis. 

Denne vision er afhængig af en samdrægtig hensigtsbestemmelse, og netop behovet for global samdrægtighed er det, som kommer til at afgøre den historiske udvikling. Arten har muligheden for at ophæve den selvdestruktive determination, som dens uregulerede formering har som konsekvens, til en metafysisk determination. Men arten består af 7 milliarder mennesker med diverse opfattelser af, hvad der er nødvendigt, og de fleste er indlejret i ideologier, religioner, paradigmer og konsensus og tjener partikulære interesser, som fortrænger eller fornægter det globale perspektivs relevans.

Tanken om at begrænse retten til frimodig formering globalt er modbydelig for de fleste, nærmest instinktuelt, selv om forplantningsraterne generelt hænger sammen med kulturel konsensus. I områder med behersket forplantning vil de fleste moderere deres forplantningstrang. En fødselsrate på lidt over 2 børn per kvinde er i praksis den, som bliver konsekvensen, når kvinder opnår mulighed for selvbestemmelse og uddannelse. Og den fødselsrate medfører en langsom decimering af den givne population og større efterspørsel på mennesker.

Vi balancerer jo mellem behovet for at betyde noget positivt for en anden, nogen eller mange, og behovet for ikke at betyde noget negativt for dem, hvis mening har betydning for en. Vi mennesker har ydermere generelt både en frygt for anonymitet og en frygt for udstødelse, som får de fleste til at tilpasse deres adfærd, så den holder sig inden for 'rammerne' af det dominerende kodeks.

Men som global løsning på artens evolutionære krise vil de fleste umiddelbart og instinktivt afvise begrænsning af retten til frimodig formering. Derfor afhænger muligheden for at ophæve overbefolkningens og behovsudviklingens fatale determination af, at tilstrækkelig mange toneangivende personer erkender krisens omfang og determinerende faktorer, samt muligheden for ansvarligt at imødegå nødvendigheden i samdrægtighed og ophæve et depraverende historisk vilkår.

Skulle det ske, vil antagelser om ret til frimodig formering komme i konflikt med erkendelsen af det fælles ansvar for udviklingen, indtil erkendelsen af det fælles ansvar vil komme til at dominere som en almen norm og rationalitet. De partikulære interesser vil i kraft af tiltagende mådehold på forplantningens område hurtigt blive presset til at tilpasse sig artens overordnede, globale interesse, når deres forsøg på at stimulere fødselsraten mislykkes.

Det drejer sig først og fremmest om at gøre opmærksom på sammenhængen mellem overbefolkning og væbnede konflikter mellem stormagter, men i samme åndedræt at pege på den spinkle, men reelle mulighed, som arten har for at ophæve den determinerende faktor, som medfører så mange trængsler. Her må det samlende og socialiserende vilkår, som aftagende befolkningsmængder vil medføre, ikke undervurderes. Det vil ændre vilkåret for samfundsdannelse og socialitet, fordi overflod af plads og ressourcer vil nødvendiggøre samarbejde og sammenhold.

Hvis ikke det globale ansvar for udviklingen bliver alment, vil formeringen, overbefolkningen og behovsudviklingen føre til eskalerende konkurrence om territorier, ressourcer, markeder og forsyningssikkerhed, og denne gang med udsigten til, at kun få vil overleve denne konkurrences voldelige form. Og de få overlevende må derefter tilpasse sig en gold og forarmet klode, som vil være uegnet for humane livsformer. Selv hvis magthaverne ikke føler sig nødsaget til eller fristes til at eskalere konflikter i forbindelse med deres konkurrence om magt over mennesker og ting, vil overbefolkningens og den materialistiske behovsudvilings destruktive konsekvenser sætte sig igennem og forarme vilkårene for humane livsformer og forstærke radikalisering af ekstremistiske anskuelser.

De partikulære interesser og den dominerende partikularisme vil ikke frivilligt vige for vores arts og efterkommeres globale interesse, således som det beskæmmende tydeligt også demonstreres globalt. Magthavere og velbjergede kan forventes at modarbejde og argumentere imod en regulering af forplantningen, som vil føre til langsom decimering af antal mennesker på kloden. Man vil forsøge at stimulere fertiliteten af partikulære, typisk nationale grunde og henvise til historisk set velbegrundet mistro til staters og hinandens motiver og hensigter, samt til tiltagende problemer med alderdomsforsørgelse, forsvarsevne, arbejdskraftmangel, konkurrenceforhold, økonomi mm. som argumenter mod aftagende populationsmængder.

Enhver er jo sig selv nærmest, som det siges, men den altovervejende majoritet vil gerne overleve og sikre deres børns overlevelse og trivsel, og frygten for tilintetgørelse og håbet for ens børn og efterslægt er de eneste faktorer, som kan få de fleste til at gøre fælles sag med dem, som erkender rationalet i at ophæve overbefolkningens destruktive determination. Frygten vil formentlig tiltage en tid endnu, fordi partikularismen vil dominere, indtil tilstrækkelig mange kapable personligheder med den fornødne integritet påtager sig ansvaret for at informere om potentialerne i en global norm for forplantning. 

Nødvendigheden er styrelsen i sig selv, men arten kan bestemme sig for at imødegå sin nødvendighed og derved ophæve den uregulerede formerings blinde, selvdestruktive vilkår, som man ellers fortsat vil trælle under og med tiltagende sandsynlighed ultimativt vil bukke under for. Det handler ikke blot om de levendes overlevelse, men især om ansvaret for efterkommernes vilkår og dermed vores arts mulighed for at udvikle og opretholde humane livsformer på kloden. 

Aftagende efterspørgsel på ressourcer vil mindske behovet for voldelig konkurrence om dem mellem samfundsdannelser, men for visse ressourcers vedkommende vil behovet først svækkes, når den teknologiske udvikling ikke længere er selvgenererende og embryonisk, men bliver influeret af den forudsigelighed, som den hensigtsbestemte og målrettede udvikling vil medføre.

De teknologiske innovationer giver mange håb om at kunne løse alverdens problemer, men disse løsninger er afhængige af fredelige tilstande, som der ingen grund er til at bilde sig ind, at den teknologiske udvikling vil sikre. Desuden er verdensøkonomien ustabil, bl.a. som konsekvens af den teknologiske udviklings hastige ændringer af samfund og mentalitet, og krige kan blive en 'udvej' under en finanskrise, fordi krigsøkonomi og befolkningers forstærkede loyalitet under konflikter mellem stater kan antages at sikre samfundssystemets sammenhængskraft.

Hvis den humane population frivilligt decimerer sin mængde, vil den teknologiske udvikling i langt højere grad komme til at tjene de hensigtsmæssige, økologiske former for praksis i diversiteten af biotoper, som populationerne med tiden vil samles i, frem for at være bestemt af markeders profitbetingede, frenetiske pirring af forbrugernes begær, religioners og våbenindustriens behov for dikotomisk moralkodeks og de militærindustrielle interessers behov for konflikter.

Samling, solidaritet og samvirke i modsætning til ekspansion, profitmaksimering og konkurrence er nøgleord i visionen om at ændre den destruktive determination, som den frimodige formering, overbefolkning og behovsudvikling betinger. Som vores arts formeringshistorie demonstrerer, har konkurrence om territorier og deres ressourcer og befolkninger, og dermed territorial ekspansion og kolonisering, været nødvendig for at overleve. Arten har underlagt sig alle egne på kloden, som det er muligt at overleve i, men populationerne har til stadighed nødig at væbne sig for at forsvare deres interesser eller udvide deres indflydelse.

Med aftagende befolkningsmængder og deraf følgende tiltagende territorium for humane livsformer at indrette sig på, vil behovet for at forsvare territorier og for nationale grænser svækkes, og behovet for ekspansion ligeså, fordi de fleste mennesker knyttes til deres fødeegn og lokale sprog og sædvaner og underlagt de nye vilkår får behov for at engagere sig i samarbejder om at indrette sig på tiltagende friland og med overflod af lokale ressourcer til produktion og handel. Genanvendelse og omforarbejdning af mange produkter vil blive rentabel og mindske behovet for rovdrift på ressourcer.

I forbindelse med globaliseringen og markedskræfternes dominans opmuntres folk til at løsne deres følelsesmæssige tilknytninger til bestemte fællesskaber og områder for arbejdskraftens frie bevægeligheds og den økonomiske væksts skyld, men opmuntringen virker mest på vinderne i konkurrencen om status og indflydelse, mens de fattige drager ud af nødvendighed. Det helt store flertal søger kun midlertidigt ud som turister, hvis deres økonomiske forhold tillader det, fordi tilknytninger og vaner begrænser deres lyst til migration. 

Hvor tiltagende befolkningsmængder, materialisme og overbefolkning skaber behov for flere og flere ressourcer og udvidelse af tilgængeligt territorium - og dermed konkurrence om landområder, markeder etc., får aftagende befolkningsmængder behov for at samles om samfundets organisationer og funktioner i overfloden af plads og ressourcer.

Ændringen af disse behov vil få afgørende indflydelse på de strukturelle forhold i samfundene, idet samarbejde bliver tiltagende vigtigere end konkurrence i modsætning til den igangværende økonomiske liberalismes profitmaksimerende globaliseringsbestræbelser, hvor konkurrencementaliteten, grådigheden og ekspansionsbehovet forstærkes, mens befolkningerne distraheres af teknologisk innovation og bliver afhængige af den.

Den ændring af behovene og dens socialiserende effekt som aftagende antal individer vil indebære, bør ikke undervurderes. Skiftet fra formering og overbefolkning til aftagende befolkningsmængder med et visionært formål om at udvikle humane livsformer i biotoperne, vil med tiden ophæve den destruktive determination, som har gjort det nødvendigt at væbne samfundsdannelserne imod hinanden. Overbefolkningen og presset på ressourcerne har betinget staternes indbyrdes konkurrence og konflikter, men denne betingning kan negeres med en metafysisk, teleologisk determination, som vil svække behovene for fjendebilleder, polarisering og dikotomiske dogmer.

Det er denne metafysiske, teleologiske hensigtsbestemmelse eller vision, som kan sammenlignes med en ny himmel, mens realiseringen af visionen vil føre til en ny jord, som i modsætning til den bestående kommer i pagt med klodens økosystem, samler de humane livsformer i biotoperne fysisk og metafysisk og overflødiggør nationernes konkurrence om ressourcer og territorier, som så ofte har ført til krig og ultimativt kan udløse artens endegyldige selvmord. I stedet vil den nødvendige samling om opgaverne blive en socialiserende kraft i sammenhæng med idealet om fred på Jord. Hvis 7-9-13 milliarder mennesker på kloden ikke formår at leve fredeligt sammen, er 7-5-3 milliarder, som får mere og mere brug for det, vel at foretrække?

 

Et globalt perspektiv

Filen indeholder tekster, som omhandler spørgsmål om vores arts destruktive determination og muligheden for at ændre den ved en samdrægtig hensigtsbestemmelse.