Vision eller utopi?

 

Hvad menes der med et globalt perspektiv?

Begrebet er modsætningen til et lokalt eller partikularistisk perspektiv. Det kan i denne sammenhæng forstås som den måde, et rumvæsen fra en fredelig civilisation kunne tænkes at betragte os og vores klode på: et perspektiv, der forsøger at overskue de fundamentale, globale vilkår. Men også en universalistisk bestræbelse, som ud af identifikation med vores evne til refleksion og en deraf følgende identifikation og etisk intention forsøger at forstå sammenhængen mellem de dynamisk forbundne, globale foreteelser.

Mon ikke rumvæsenets første indtryk ville være af vores arts enorme problemer med krige, våbenkapløb, overbefolkning, mange millioner flygtninge, terrorisme, migration, global forurening af jord, luft og vand, selvforskyldte klimakatastrofer, ekstrem ulighed og tilsvarende fordelingsproblemer (skønsmæssigt 800 millioner sultende og fejlernærede samt fedmeepidemier i mange lande), udryddelse af mange andre dyrearter, ressourceknaphed og deraf følgende rovdrift på, konkurrence og kamp om ressourcer? 

Med andre ord befinder vores art sig i en meget alvorlig evolutionær krise, som et partikularistisk perspektiv tenderer til at ignorere. Ville rumvæsenet så ikke først og fremmest undre sig over, at der er så mange mennesker på kloden? Hvorfor behersker arten ikke sin forplantning? Hvorfor formering og ekspansion af den globale, humane population, når formeringen og overbefolkningen medfører den knaphed og rovdrift på ressourcer, som er en af de væsentligste årsager til menneskehedens globale problemer?

Ca. 7 milliarder levende mennesker, hvis det da ikke allerede er blevet til flere endnu. Myriader af mennesker i statsdannelser, som konkurrerer om ressourcer, herunder territorier, endda ofte voldeligt. Måske 10-12 milliarder mennesker om relativt få år, hvis menneskene ikke begrænser deres globale formering, decimeres af pandemier eller udrydder hinanden i hidtil uset målestok i kraft af tiltagende avanceret våbenteknologi. 

Mon ikke rumvæsenet ville tænke, at menneskene ikke erkender, at de i kraft af den teknologiske udvikling, behovsudviklingen og deres uregulerede formering og overbefolkning har nået en kritisk fase i artens evolution. Arten har i et globalt perspektiv tydeligvis nået et afgørende skæringspunkt mellem dens teknologiske og militære voldspotentiale på den ene side, og dens generelle moralske habitus, sociale evner og selverkendelse på den anden.

Ville rumvæsenet så ikke henvise til, at forplantning er nødvendig for overlevelse, men det er formering ikke længere, da arten har opnået den grad af overlevelsesevne, som den har i kraft af teknologiske innovationer og viden om kausalitet? Tværtimod truer den ekspansive udfoldelse af overlevelsesevnen menneskehedens overlevelse.

Især ville det formentlig undre rumvæsenet, at vi har og kender til funktionelle præventive midler, men alligevel ikke anvender dem præventivt, samdrægtigt og metodisk til fælles bedste. Er menneskeheden så optaget af sine individuelle, lokale, nationale, regionale og partikulære interesser, at den ikke erkender den fundamentale sammenhæng mellem dens trængsler og dens globale mængder og deres globalt set uregulerede formering?

Hvorfor regulerer menneskene ikke fredeligt og efter en overordnet, global norm deres mængder til et niveau, som kan blive til gavn for alle? Hvorfor debatterer de i det mindste ikke muligheden seriøst? Erkender de ikke kausaliteten mellem deres frimodige formering og overbefolkning, knapheden på ressourcer og nødvendigheden af at konkurrere om og drive rovdrift på dem? Vil de ikke gerne undgå en ny verdenskrig? Krige er jo samfundsdannelsers konkurrence om ressourcer (i dette begrebs videste betydning) med voldelige midler.

Overbefolkning kan i forhold til artens trængsler hensigtsmæssigt defineres som flere mennesker, end vedvarende og reproducerbare ressourcer kan opretholde. Ifølge denne definition er kloden overbefolket i uhyrligt omfang, og konkurrencen om ressourcerne intensiveres som følge af fortsat formering og hæmningsløs behovsudvikling. Stort set alle klodens milliarder af mennesker vil fordre andel i de materielle goder, som teknologiske innovationer og industrier udvikler, og dermed forstærkes presset på klodens ressourcer.

Men arten kan ophæve knapheden på vitale ressourcer og plads ved samdrægtigt at regulere forplantningen efter en global norm. Ved menneskene ikke, at der er en praktisk og enkel løsning på den evolutionære krise? Den kan ændre sit historiske grundvilkår og ophæve ressourceknaphedens grund til voldelig konkurrence mellem statsdannelser. Ved at indgå en pagt om en global fødselsrate, som fredeligt over tid decimerer artens globale population til et bæredygtigt niveau, vil menneske ophæve det dyriske vilkår, som de i kraft af overlevelsesdygtighed har trællet under gennem hele deres historie. Ved at fastsætte et globalt mål for sin eksistens kan mennesket udvikle sin kausale determinination til en hensigtsbestemmelse, som underordner de kortsigtede motiver et højere, teleologisk princip.

Det er bedre for menneskeheden at gå en fremtid i møde med tiltagende vitale ressourcer og plads, hvor folkeslagene som følge af den nye nødvendighed samles om et fælles mål: at udvikle fredelige humane livsformer i diversiteten af biotoper og med dertil egnede teknologier. Med overflod af plads og vitale ressourcer kan arten organisere sig i biotoperne og overlade enorme områder til andre arters selvregulering og til tilfredsstillelse af dens egne behov for udforskning og spænding. Den nødvendige konkurrence om ressourcer vil ophæves og dermed mindske behovet for at bruge voldelige midler for forsyningssikkerhedens skyld.

...

Derved ville rumvæsenet afsløre en fundamental mangel på viden om os mennesker! Det er jo fuldstændig urealistisk! For det er vores natur at konkurrere, endda voldeligt. Vi er hierarkisk indstillede og konkurrerer ud over om ressourcer og plads også om status og magt. Ja, det er selve den levende naturs art at konkurrere om overlevelse og trivsel! Havde det ikke været for denne konkurrence, ofte på liv og død, ville vi slet ikke være blevet mennesker, som kan reflektere over vores vilkår.

Nu mener rumvæsenet åbenbart, at vores perspektiv er for indskrænket pga. de problemer, vi har, men det er utopisk at drømme om en tilstand, hvor løven og lammet græsser side om side. De kursiverede ord fra Toraen skal selvfølgelig forstås i overført betydning, som et billede på vores dybe længsel efter og håb om fredeligere og gunstigere vilkår på Jorden.

Fred mellem mennesker, det har flertallet af mennesker drømt om i tusinder af år, selv om trangen til at sikre os selv og dem, vi er knyttet til, med hvad deraf følger, er en del af vores genetiske program, som også udløser volden. Drømmen om fredelige forhold globalt er jo blot en kompensatorisk forestilling, som er blevet dyrket gennem en historie med uendelige kampe om status, magt, ressourcer og territorier.

Dyriske arter konkurrerer også om overlevelse og trivsel, ja selv planterne konkurrerer, og sådan har det været helt fra begyndelsen, og vi mennesker er selvfølgelig ikke undtaget. Konkurrence er simpelt hen en nødvendig del af selektion og evolution. Uden konkurrence ingen udvikling.

Man kan forestille sig, hvordan celledeling næsten fra livets opståen medførte en masse celler, som hang sammen uden specialisering i klumper på vækstgrundlaget, og at konkurrencen startede, da netop vækstgrundlaget blev for knapt til at ernære dem alle.

Hvem overlevede denne kamp? Nogle af cellerne kunne ikke komme til vækstgrundlaget, og blandt disse begyndte nogle af dem i stedet at ernære sig ved at opsluge nogle af de andre! Derefter tog delingen, konkurrencen og specialiseringen fart.

Alt sammen udvikling som følge af knaphed på ressourcer og deraf følgende konkurrence om dem. Og i og med sociale dyrs hierarkiske og allianceprægede sammenhold og formeringens konsekvenser, har menneskelige samfundsdannelser måttet konkurrere indbyrdes om ressourcer, territorier, status og magt. Hvordan skulle det kunne være anderledes?

...

Nu kunne man jo forestille sig, at rumvæsenet fra en fredelig civilisation ville undre sig over, hvorfor folkene i samfundene ikke erkender perspektivet i sammenhængen mellem formering, ressourceknaphed og stridighederne om ressourcer og territorier. For arten debatterer jo ikke engang muligheden for at ophæve dette dyriske vilkår, som er forbundet med dens frimodige formering. Formeringen og overlevelsesdygtigheden har til stadighed presset arten til at kæmpe om ressourcer indbyrdes for overlevelsens skyld, men netop dette vilkår, som dyrearterne er underlagt, kan menneskene jo ændre i kraft af deres forståelse af kausalitet og dermed vælge sin egen udvikling.

Den kan samles i en grænseoverskridende pagt om at regulere sine mængder efter en global norm. På den måde kan den i fred mellem samfund opnå en overflod af vitale ressourcer, herunder territorium, så den ikke er nødt til at konkurrere om dem mellem statsdannelser! Den kan ophæve den nød, der følger af knaphed på vitale ressourcer, og forøgelsen af vitale ressourcer og plads vil skabe en ny nødvendighed og føre til samling om lokale opgaver frem for at opretholde nødvendigheden af ekspansion og ofte voldelig konkurrence om ressourcer og territorier.

Så kan der blive lige så rigelige vitale ressourcer og overflod af plads til alle, som man beslutter sig for! Knaphed på ressourcer og plads er jo en funktion af efterspørgselen, som både følger af mængderne, deres behov og deres behovsudvikling. Alt andet lige forbruger f.eks. 3 milliarder mennesker halvt så meget som 6 milliarder, og 3 milliarder vil have gunstigere vilkår for, at alle får bedre muligheder for at trives, end 6, 8, 10 eller hvor mange milliarder, formeringen ellers bliver til.

Men derudover vil aftagende mængder af mennesker altså få tiltagende behov for at samarbejde frem for at konkurrere, og for at planlægge udviklingen, som i langt højere grad end nu vil kunne forudses. Menneskers tendens til at polarisere vil blive svækket af den nye nødvendighed, som et tiltagende behov for samarbejde og ændringen i perspektivet vil medføre.

Opgiver menneskene deres frihed til at formere sig frimodigt, kan de i kraft af ufriheden på ét enkelt område opnå et utal af muligheder for at udvikle en diversitet af humane livsformer i overensstemmelse med biotopernes økologi.

Mange af artens problemer med krige, forurening, klimaforværring, flygtninge, migrationer og forarmelse af klodens artsdiversitet osv. vil mindskes og efterhånden ophøre, hvis menneskene efter en global overenskomst  decimerer deres populationer indtil bæredygtige mængder.

De vil stadig konkurrere om status og indflydelse indbyrdes, men menneskene vil få forstærket trangen til og nødvendigheden af at samarbejde om at planlægge og udvikle egnede humane livsformer og teknologier i de forskellige biotoper. Med aftagende mængder vil de enkelte menneskers værdi for andre generelt forøges. Der vil blive efterspørgsel på mennesker med de positive og konstruktive følger, det vil få for det sociale samvirke. Konsekvenserne af en global norm vil blive en stærk socialiseringskraft og et overordnet perspektiv i menneskehedens bestræbelser, som vil kalde på alle kreative evner for fællesskabets skyld. 

Menneskene vil samles om et fælles, meningsfuldt mål med deres tilværelse: at forbedre vilkårene for sig selv og deres efterslægt ved at forudse og planlægge udviklingen i forbindelse med tiltagende plads og ressourcer, frem for ustandselig at kæmpe med konsekvenserne af en uforudsigelig udvikling, hvor verdenskrig med tiltagende sandsynlighed vil destruere det meste af og måske alt, hvad de bygger op. Behovet for polarisering og konfrontation forstærkes af knapheden på ressourcer.

Menneskene kan søge økologisk balance, visdom, skønhed og fredeligt samarbejde for deres efterlsægts skyld. Hvilket mål kan være mere hensigtsmæssigt? En fælles vision for artens virksomhed på kloden vil ophæve det statsretlige anarki. Én enkelt grænse for frihed kan overflødiggøre så mange andre grænser og få menneskene til i højere grad at stole på hinanden, efterhånden som erfaringerne med formeringens vilkår mister deres gyldighed.

Er det ikke mere hensigtsmæssigt for arten at søge dynamisk balance end ekspansion med alle de problemer, der følger af overbefolkning og konkurrence om de ekspansive muligheder? Hvad vinder menneskene ved at konkurrere på befolkningsstørrelser, magt og ekspansion, som de ikke i højere grad kan vinde ved at søge dynamisk balance? Dynamisk, fordi statisk balance selvfølgelig er umulig i en dynamisk natur, men med det overordnede mål at imødegå nødvendigheden og derved skabe mange muligheder at realisere, som menneskene ikke har nu, hvor nødvendigheden i kraft af de kortsigtede, dyriske motiver bliver en tiltagende grum og homogeniserende herre.

...

O, dette væsen indser jo ikke, at beherskede vi vores forplantning ved at ophøje en hensigtsmæssig fødselsrate til global norm, og blev der som følge af decimering af den humane population hen ad vejen lige så mange ressourcer som i det forjættede land, der flyder med mælk og honning, så ville vi stadig konkurrere og slås om den bedste mælk og den bedste honning! - eller om det bedste territorium, om hvem der skulle fremstille og eje produkter, om hvem der skulle bestemme osv. Rumvæsenet tager slet ikke højde for vores grådighed og vilje til magt. Vi kan jo ikke stole på hinandens gode viljer og er nødt til at stole på, at væbne os med militært beredskab.

Det er vores arts natur at konkurrere, også voldeligt! Kanphed og konkurrence er evolutionens dynamo. Derfor gælder det om at kultivere konkurreceformerne, ikke om at modvirke dem. Desuden har menneskeheden overlevet i kraft af teknologisk innovation, og hvorfor skulle den ikke kunne det fremover, samtidig med at gensidige trusler om udryddelse opretholder den grad af fred, det nu engang er muligt? Naturen har implicit et 'mål' med livets art: udvikling er konsekvensen af konkurrence, og uden konkurrence vil arten stagnere!

...

Men, ville rumvæsenet måske sige, de gensidige trusler opretholder jo ikke fred i længden! Menneskeheden går jo fra krig til fred og vice versa, som om krig er en nødvendighed. Magtbalancer er midlertidige og sikrer aldrig i længden fred, det demonstrerer menneskehedens historie jo med grusom tydelighed. 'Krigene' bliver desuden tiltagende grænseløse, fordi diversiteten af ideologier og religioner blandes og polariseringen udfoldes inden for landenes grænser.

Men i det omfang krig er voldelig konkurrence om ressourcer i dette begrebs videste betydning, kan menneskene ophæve behovet for krig mellem statsdannelser ved tiltagende at forøge udbuddet af ressourcer. Og det kan ske ved at decimere den globale populations størrelse fredeligt efter en global norm, hvis socialiserende kraft og overordnede vision vil knytte egennytten og grådigheden til fællesskabets interesser.

Menneskene lægger ikke nok vægt på, at de kan gå til grunde som art, hvis de vedbliver med at opretholde eller endog formerer deres mængder og øger deres materielle behov. Derved forøger de knapheden på ressourcer og behovet for voldelig konkurrence om dem. De håber på, at den teknologiske udvikling vil afhjælpe problemet og håber naivt, at den teknologiske udviklings forøgelse af destruktionskraften vil afholde nationerne i at eskalere konflikter til verdenskrige. Og det gør de på trods af deres erfaringer med industrialisering og verdenskrige.

De tror måske ikke, at det kan være anderledes. De lever i håbet om, at våbenkapløbet ikke vil resultere i verdenskrige, men kan begrænses til lokale krige, hvor de militær-industrielle komplekser kan teste deres kapaciteter. Imens den økonomiske liberalismes globalisering og den teknologiske udvikling udfolder sig og opelsker konkurrencementaliteten og pirrer begæret frenetisk, håber de på at kvindernes uddannelse fører til ophør af formeringen af klodens milliarder, inden knapheden på resspurcer og territorier tvinger nationerne og alliancerne til at kriges om dem.

Hvad kan det ellers være for en udvikling, de håber på? For måske tænker rumvæsenet, at teknologisk udvikling ikke kan være et mål i sig selv? Overlevelse kan vel heller ikke være et tilfredsstillende mål for en reflekterende art med behov for en mening med deres tilværelse. De må vælge et overordnet, universalistisk formål med deres arts overlevelse, hvis dette behov skal tilfredsstilles, for det tilfredsstilles jo ikke af komfort, som for reflekterende og empatiske mennesker blot frisætter tid til flere eksistentielle spørgsmål.

Tilliden til teknologiske innovationer som løsning på problemerne er grænseløst naiv i betragtning af, at menneskene jo også altid har anvendt teknologierne krigerisk, hvor det var muligt, i de sidste to verdenskrige i ufatteligt og industrialiseret omfang. Forestiller de sig virkelig, at det ikke vil ske igen, fordi våbnene bliver for farlige at anvende? 

Kampen mod den grænseoverskridende terrorisme vil forstærke behovet for grænser og krav om homogenitet inden for grænserne. Behovet for at ensrette og overvåge landenes befolkninger og udstøde de, der truer homogeniteten, vil tiltage, ligesom behovet for at samles mod en 'ydre' fjende vil det, fordi det vil forene nationen og forstærke partikularismen og dermed konflikterne mellem nationer og alliancer.

Er en dynamisk, økologisk balance ikke et mere hensigtsmæssigt mål for artens generelle overlevelse og trivsel end skrøbelig terrorbalance og ensretning af befolkningerne? Vil menneskene hellere nedkalde Ragnarok over sig selv end enes om en global fødselsrate, der giver basis for udvikling af en diversitet af fredelige, humane livsformer i de forskellige biotoper, optaget af at udvikle deres potentialer i pagt med den lokale natur?

Indser de ikke, hvilke muligheder de har for at ændre deres vilkår fundamentalt ved frivilligt at underordne sig en global norm, som vil ophæve knaphedens grundvilkår, som de har trællet under gennem hele deres historie? Kender de slet ikke den engagerende og samlende kraft i den fælles, meningsfulde vision, hvor den kausale determination i formeringen af mennesker og behov ophæves ved den globale hensigtsbestemmelse?

...

Atter demonstrerer dette væsen sin naivitet og uvidenhed om vores art. For selvfølgelig kender vi kraften i fælles visioner, men lige så selvfølgelig kan vi ikke forlade os på en global norm for vores forplantning! De færreste ville finde sig i en sådan begrænsning af deres frihed, utallige ville være uenige i, at det ville nytte osv. Statsdannelser ville modarbejde deres befolkningers decimering, fordi deres befolkningers størrelser også er en form for magt/sikkerhed.

Hvordan skulle det overhovedet lykkes at udbrede en fælles norm til alle de forskellige, konkurrerende statsdannelser og ideologiske og religiøse bevægelser, hvis identitet er afhængig af forskellighed, hvis ikke af antagonisme? Hvad med de anarkistiske og fanatiske bevægelser i verdens brændpunkter, som hellere vil dø end opgive deres dogmer og hadet til og kampen mod deres antagelser om antagonister?

Hvis nogen begyndte at beherske deres forplantning, ville andre blot udnytte situationen til egen fordel. Mange ville tænke, at de blot kunne udnytte de naive idealisters regulering af forplantningen for artens skyld til at udbrede deres egenart, system, religion eller ideologi!

Mange er ganske vist overbeviste om, at hvis blot vi tror på det samme, bliver alting godt, men ud over at være utopisk, gælder det selvfølgelig ikke begrænsning af forplantningen. Frimodig formering er en naturret, menneskene aldrig vil acceptere påtvunget begrænsning af.

Man kan selvfølgelig forestille sig områder, hvor man ville beherske sin forplantning, da det rent faktisk sker i liberale områder. Men derved svækker de befolkninger, som behersker sig, blot deres evne til at opretholde deres kultur eller system, og så vil det strømme til med mennesker fra andre områder, hvor de ikke behersker deres forplantning, og hvor de som følge heraf opretholder deres trængsler og må flygte eller udvandre fra deres problemer.

Desuden er vi jo en konkurrerende art, som organiserer os hierarkisk, uanset hvor stor pris vi sætter på samarbejde og solidaritet. Hvis ikke samfundet gennem en eller anden form for konkurrence udvælger de bedst egnede til ledere og diverse funktioner, underminerer det jo sig selv. Og det er magtfulde menneskers natur at konsolidere deres magt, og de indgår kun nødvendige alliancer med andre magtfulde mennesker, der tjener deres formål.

... 

Måske ville væsenet tænke, at det blot er et spørgsmål om oplysning! Kunne menneskene i de områder, hvor de faktisk behersker deres forplantning og af samme grund er bedre stillet materielt, ikke overleve, indtil oplysningen om den samdrægtige løsning på problemerne ville få de, der avler uhæmmet, til at skamme sig over deres mangel på beherskelse, global ansvarlighed og hensyn til deres efterslægt? Skam, skyld og ære er jo potente socialiserende kræfter.

Kunne de globalt ansvarlige ikke medvirke til at udbrede erkendelsen af de destruktive konsekvenser af menneskehedens frimodige formering, og oplyse om de langt bedre vilkår, man kan opnå ved en langsom og fredelig ophævelse af overbefolkningen? Det er jo heller ikke rigtigt, at menneskene ikke vil acceptere begrænsning i retten til fri formering, se blot på Kina, som for at forbedre deres muligheder har begrænset den ellers forventelige formering med op mod en milliard mennesker!

Desuden vil de magtfulde mennesker jo blive tvunget til samarbejde og mediering af konflikter, hvis det er de i øvrigt magtesløse mennesker, som selv påtager sig det globale ansvar for beherskelse af deres forplantning! De magtesløse er tilbøjelige til at idealisere eller underkaste sig de magtfulde, men her er et område, hvor de generelt selv bestemmer og kan tage et fælles ansvar for udviklingen, efterhånden som de opdager, at de magtfulde ikke sikrer den. 

...

Ville man nu af pædagogiske grunde vedblive med at forklare dette ignorante rumvæsen, hvordan det hænger sammen med vores art, kunne man forsøge at pege på almindelige menneskers følgagtighed og de udbredte ideologiske og religiøse dogmer blandt menneskene, som ikke blot modvirker regulering af frimodig formering, men tilskynder os til det eller direkte forlanger det. Se på aftenlandenes problemer med kvindernes fertilitet og manglende lyst til at få flere end gennemsnitligt 2 børn, som nødvendiggør immigration med alle de problemer med integration og polarisering mellem befolkningsgrupper, det udløser. 

...

Så ville rumvæsenet måske spørge, om ikke den kollektive erkendelse af en så væsentlig mulighed for at ændre historiens forløb og forbedre vilkårene for humane livsformer på kloden generelt, kan overvinde anakronistiske dogmer og ideologiske barrierer og få almindelige mennesker, og især kvinder til at tage ansvar for deres egen og især for deres efterslægts overlevelses og trivsels skyld?

Hvis menneskene indser, at de kan ophæve mange af deres antagonistiske livsvilkår ved samdrægtigt at decimere deres mængder på kloden efter en global norm, vil de så ikke slutte en sådan pagt med hinanden, ganske uafhængig af de magtfuldes tilbøjeligheder og ideologier og religiøse dogmers art.

Især kan erkendelsen vel overbevise almindelige mennesker i kraft af, at konkurrencen om vitale ressourcer skærpes som følge af tiltagende knaphed og behovsudvikling, og at den skærpede konkurrence sandsynligvis vil føre til fornyet masseudryddelse af hinanden og forarmelse af vilkårene for humane livsformer? Desuden går krige og skærpet konkurrence jo mest ud over jævne mennesker, kvinder og børn.

Hvis de afmægtige og sagtmodige indser sammenhængen mellem den frimodige formering, knapheden på ressourcer og den voldelige konkurrence om ressourcer og territorier, som man kalder krig, kunne de så ikke tænkes at acceptere en global fødselsrate med alle de fordele, det ville medføre for deres efterslægt? I kraft af artens evolutionære krise er det jo destruktivt kun at tænke på sin personlige efterslægts tarv, da netop partikulære interessers dominans forværrer krisen.

...

Vi må svare det sikkert velmenende, men dybt naive rumvæsen, at krig jo ikke kun er voldelig konkurrence om ressourcer og territorier, men også kampe om magt, systembevarelse og/eller systemudbredelse. Samfundssystemer tager også ofte magten fra menige mennesker, som må tjene systemet uden mulighed for grundlæggende at forandre det uden ved revolution.

Desuden findes mange nødvendige ressourcer i områder, som mennesker i andre områder ikke råder over, men må handle sig til eller erobre. Og da vil det forekomme, at de, som besidder ressourcerne, afskærer andre fra at komme i besiddelse af dem eller fordrer urimelige priser for dem, som forarmer de, som har behov for dem.

Derfor er det nødvendigt med handel, militær, magtbalancer og ind imellem væbnede konflikter, hvis der opstilles handelsbarrierer. Og selv om man indførte en global fødselsrate og en samdrægtig norm, ville menneskene i områder med efterspurgte ressourcer stadig kunne skabe handelsbarrierer, som førte til fordel for dem selv og mangel på ønskelige ressourcer blandt mennesker i andre områder.

Desuden accepterer de fleste almindelige mennesker jo, at de magtfulde tager ansvaret for, hvad der skal ske, og hvordan det skal gøres. Gennemsnitlige mennesker føler sjældent et ansvar for, endsige har bevidsthed om de globale forhold, eller de vælger og idealiserer ledere, som de antager for kompetente til at bære ansvaret for udviklingen. Det personlige ansvar delegeres og specialiseres.

...

Måske ville væsenet da spørge, om argumenterne, som modsiger muligheden for en global norm for humane livsformers overlevelses og trivsels skyld, ikke undervurderer mødrenes interesse i at sikre deres børns og børnebørns overlevelse? Det er jo typisk mødrenes stærkeste trang.

Hvis de fertile kvinder erkender, at frimodig formering truer deres børns og børnebørns muligheder for at overleve og trives, vil det så ikke få dem til at beherske deres forplantning? Desuden ville handel mellem samfund med aftagende mængder af mennesker kun være nødvendig for luksusvarers vedkommende, da alle vitale ressourcer ville blive så rigelige, som man indrettede sig på inden for diversiteten af biotoper.

...

Her må vi svare rumvæsenet, at det er fuldstændig urealistisk, fordi kvinder i de områder, hvor populationerne formerer sig uhæmmet, typisk er mindre oplyste om globale forhold og mere underlagt mænds viljer og religiøse dogmer end i de områder, hvor kvinderne i højere grad behersker deres forplantning ved hjælp af præventive midler. Rumvæsenet undervurderer også behovet for handel mellem områder, hvor ressourcer er ulige fordelt eller slet ikke tilstedeværende. I det hele taget synes rumvæsnet at mange en forståelse af behovene for specialisering og distribution.

...

Men, ville væsenet nok invende, idéen om fredelig decimering af den globale population over lang tid med alle de hensigtsmæssige konsekvenser, det kunne få, kunne vel få kvinderne til at indse, at de i kraft af deres overholdelse af en global fødselsrate tiltagende ville forbedre deres børns, børnebørns og efterkommeres vilkår og muligheder? Og hvor på kloden findes der ikke medier til formidling af oplysning?

Kvinderne kunne globalt og for deres børns, børnebørns og efterslægts skyld nøjes med at få højst 2 børn per kvinde - eller ophøje ideen om den enbårne søn til global norm, dvs, ophøre med at få flere børn efter fødsel af en søn. De to normer ville tilsammen medføre en langsom decimering af den globale population med alle de hensigtsmæssige konsekvenser, det efterhånden ville få for humane livsformer - herunder også for nødvendigheden af fredelig specialisering og distribution. Forældrene vil jo i kraft af den nye nødvendighed i langt højere grad end nu socialisere deres afkom til fordragelighed og tolerance, fordi den brutale kraftanvendelse vil ekskludere dem, der forsøger sig med den.

Det ville selvfølgelig hjælpe, at flere begrænsede deres forplantning, men det ville ikke få den samme positive og konstruktive effekt at bevare den globale populations størrelse, som en overenskomst om fredelig og langsom formindskelse af den ville få.

En sådan norm kunne gælde indtil det tidspunkt, hvor den globale population kunne opretholdes af vedvarende og reproducerbare ressourcer og give al den plads og alle de økologisk forsvarlige ressourcer til rådighed, efterslægten kunne ønske sig. En behersket menneskehed i fred og fordragelighed mellem de humane samfundsformer i diversiteten af habitater og i økologisk balance i forhold til disse!

Ville kvinderne ikke kunne indse, at de i kraft af prævention har magten til at ophæve mange af de antagonistiske vilkår for humane livsformer på kloden, som de træller under? De er jo generelt mindre opsatte på krig end mændene, som er mere tilbøjelige til at kæmpe for at beskytte eller udvide deres samfund - eller for at realisere deres drengedrømme og trang til spænding.

Kunne kvinderne ikke overbevise deres mænd om, at en etik, der afbalancerer hensynet til individet og fællesskabet er utilstrækkelig, hvis den ikke inddrager hensynet til efterkommerne i det hele taget?

Menneskene er jo generelt optaget af at sikre deres afkoms overlevelse og trivsel. Erkender de da ikke, at det er alt for kortsigtet at sørge for deres personlige afkom, når oldebørnenes overlevelse og trivsel står på spil, netop som følge af kampene for de personlige  og partikulære interessers skyld? Kan de ikke forstå, at de partikulære interesser underordnes de globale, hvis humane livsformer skal overleve og trives?

...

Vi måtte da svare rumvæsenet, at konkurrence og selektion af egnede er naturens orden, og at intet kan ændre denne lov. Vi måtte henvise til, hvor vanskeligt det er at blive enige om noget mellem konkurrerende samfundsdannelser. Man kan knap nok enes om torskekvoter mellem landene, hvor meget mindre da om en global fødselskvote! Derfor er idéen utopisk.

...

Ville væsenet da henvise til, at behovet for torskekvoter netop skyldes rovdriften og den deraf følgende knaphed på disse fisk. Aftagende antal mennesker vil indebære aftagende efterspørgsel på torsk, mere indviklet er det ikke! Naturens art har lært menneskene at imødegå deres nødvendighed? Og hvad er nødigt, når menneskehedens overbefolkning og uregulerede formering medfører, opretholder og forværrer de fleste af dens trængsler? Desuden skulle det ikke være en udvikling som følge af magthaveres bestemmelser, men som følge af udvikling i den kollektive bevidsthed.

Hvorfor denne defaitisme i forhold til en global norm, der kan forbedre efterslægtens vilkår fundamentalt, når menneskene i det hele taget er optaget af at sikre deres børns overlevelse og trivsel? Det må jo være tydeligt for de fleste, at globale, grænseoverskridende problemer fordrer globale løsninger. Bliver afvisningen af muligheden dermed ikke grunden til, at det ikke lader sig gøre?

...

Vi kunne tålmodigt gentage henvisningen til, at løsningen er fuldstændig utopisk, 1) fordi naturen tilskynder os til frimodig formering; 2) fordi tanken om 'affolkning' er dybt skræmmende; det er et urinstinkt, at jo flere i flokken, jo bedre (sikrere); 3) fordi flere af verdensreligionerne forbyder fødselsbegrænsning og påbyder frimodig forplantning; 4) fordi magthavere og velbjergede har en interesse i at opretholde 'deres' populationers størrelse.

...

Ville væsenet da svare, at nødvendigheden er styrelsen i sig selv? Arten kan enten lade udviklingen forløbe, som den gør, eller indføre et teleologisk princip og imødegå sin nødvendighed. Overgiver menneskene sig til deres umiddelbare natur i stedet for at løfte ansvaret for en middelbar og samdrægtig global løsning på de trængsler, deres natur medfører, bliver konsekvenserne værre og værre! 

Som udviklingen er nu, forøges ikke blot konkurrencementaliteten som følge af den økonomiske liberalismes globalisering og ønske om profitmaksimering, men polariseringen mellem sekulariserede og troende, pragmatikere og idealister forstærkes, fordi materiel vækst og teknologisk udvikling ikke kan tilfredsstille menneskenes behov for et overordnet mål med tilværelsen. Dansen om guldkalven fører til materiel vækst, men væksten presser arten til at forøge konkurrencen om ressourcerne. Der bliver tiltagende knaphed på mange ressourcer.

...

Kan det ikke tænkes, at et fredsommeligt rumvæsen ville anskue os på denne måde, mens hun begræd synet af alle de unødvendige trængsler og lidelser, vi påfører os selv og hinanden? Måske gruer hun oven i købet for, at det vil lykkes vores ufredelige og konkurrerende art at udbrede sig til kloder, befolket af klogere og derfor fredeligere arter, derimellem den, hun selv er fra. 

Ville hun spørge, om menneskene agter at ekspandere til andre kloder, bare fordi de kan, men inden de har lært at beherske deres egen natur her på kloden? Sådanne kloder vil de jo straks kolonisere, de vil undertrykke eller udrydde eller slavebinde deres befolkninger, selv om disse befolkninger måske har lært at leve i pagt med naturen.

Og hen ad vejen vil menneskene kriges om disse kloder og forarme dem ligesom deres egen. Hun ser måske med rædsel et verdenshav af kloder for sig, som menneskene vil befolke, kolonisere, udplyndre, slås om og efterlade uegnede til humane livsformer, ligesom de gør med den klode, de nu har til rådighed.

...

Vi kan berolige dette utopisk idealistiske rumvæsen: rummets ubegrænsede ressourcer vil gøre det overflødigt at kæmpe indbyrdes, men vi bliver selvfølgelig nødt til at kunne forsvare os, hvis der skulle vise sig at være fjendtlige væsener derude.

Trangen til ekspansion og udforskning er et aspekt af artens genetiske program, som har sikret dens overlevelse og vil medvirke til det fremover. Det vil desuden kun være de godt begavede, civiliserede og højt uddannede mennesker, der bliver sendt ud til andre planeter. Og med tiden selvfølgelig de, der har råd til at emigrere, hvilket da kan blive en del af selektionen. Ekspansion i rummet kan desuden blive en nødvendighed for artens overlevelse, hvis det skulle gå helt galt på denne klode...

...

Rumvæsenet: Det er især ekspansionsbehovet, der skal svækkes, hvis arten skal undgå at skabe det Ragnarok, den i kraft af sin aggressivitet og teknologiske destruktionskraft ellers ikke kan undgå at fremkalde, efterhånden som konkurrencen om ressourcerne intensiveres, og sandsynligheden for voldelig konkurrence tiltager. Ved frivillig decimering af artens polulation vil behovet for fredeligt samarbejde forøges samtidig med, at knapheden på ressourcer mindskes og til sidst ophæves. Hvis argumentet om, at uendelige ressourcer overflødiggør krige, gælder det også de uendelige ressourcer, der er her på kloden, hvis menneskene behersker og regulerer deres forplantning!

Fredelig decimering af den globale population hindrer heller ikke rumfart, men frisætter tværtimod flere ressourcer til ekspansion af den art, hvis det er, hvad efterslægten har lyst til. En global norm for forplantning vil tværtimod øge sandsynligheden for, at rumteknologisk udvikling ikke vil bidrage til selvdestruktive konfrontationer mellem supermagter. Ellers vil de konkurrerende supermagter hurtigt påbegynde konkurrencen om planetariske ressourcer, og faren for voldelig konkurrence vil forøges.

Et globalt perspektiv

Filen indeholder essays, som omhandler problemerne med overbefolkning og mulighederne for at ophæve menneskehedens globale formerings kausale determination og udvikle en hensigtsbestemt determination.