Vision eller utopi?

 

Hvorfor kalde en hjemmeside Ny himmel og ny jord? Titlen refererer til Jesajas (65:17) og Johannes Åbenbaring (21:1). Hos sidstnævnte står der: "Og jeg så en ny himmel og ny jord." Denne reference betyder dog ikke, at titlen på denne hjemmeside skal opfattes som en profeti, men gerne som en henvisning til en utopi, som det står i menneskehedens magt at gøre til en vision. 

Nu er der det ved ordet vision, at det kan betyde et syn af noget kommende, men det behøver ikke at være tilfældet. Det kan også betyde et syn af noget, som kunne ske, og det er i den betydning, det bruges her.

Men sandsynligheden for, at der vil komme en ændring af de destruktive vilkår, som determinerer historiens gang, er lille. Der er forfærdelig meget, som tyder på, at historien tværtimod vil gentage sig, blot i tiltagende destruktivt format. Vi befinder os jo i begyndelsen af det 21. århundrede, som desværre på mange måder minder om begyndelsen på det 20.

Dengang var der også en udbredt begejstring over udviklingen. Da var det industrialiseringsprocessen, som var så løfterig, at den skabte optimisme og entusiasme. Denne optimisme viste sig ubegrundet, da 1. Verdenskrig brød ud og førte til, hvad man godt kan kalde en 'industrialiseret' form for udryddelse af myriader af mennesker.

Århundredet blev i det hele taget kendetegnet af store industribaserede krige, som tilsammen vel udryddede omkring 200 millioner mennesker. Tallet er jo ufatteligt stort og abstrakt, for det er umuligt at forestille sig alle de lidelser, 200 millioner dræbte har gennemlevet inden deres livs ophør, hvortil kommer alle lidelserne for deres pårørende og for invaliderede mm.

I begyndelsen af indeværende århundrede er der ikke desto mindre også en udbredt optimisme og entusiasme, som ligeledes hænger sammen med den teknologiske udvikling: robotter, droner, satellitter, raketter, acceleratorer, solceller, genmanipulation, kloning, internet, utallige former for medicinske gennembrud, avanceret teknologi til formidling og underholdning osv. - og der ser ikke ud til at være nogen ende på den teknologiske udviklings herligheder.

Børn og unge vokser op med teknologiske aggregater, som man ikke engang kunne forestille sig i begyndelsen af det 20. århundrede. Tilværelsen er blevet forbedret for utallige mennesker, hvis forfædre og formødre levede under slidsomme og kummerlige vilkår, og hvis ikke udviklingen afbrydes radikalt, vil den utvivlsomt indebære endnu flere teknologiske fremskridt, endda med stigende hast. Hvorfor så ikke være optimistiske?

Fordi vores art befinder sig i en evolutionær krise, som vi ikke forholder os til på adækvate måder: det gælder forurening af havene, luften og jorden med alle de konsekvenser, det har og får, f.eks. opvarmningen af kloden med flere og flere miljøkatastrofer til følge; millioner af fordrevne og flygtninge som følge af terrorisme og krige, blandt andet mellem tilhængere af modernitet og 'globalisering' på den ene side, og anti-moderne bestræbelser på den anden; knaphed på vitale ressourcer som f.eks. energi, vand, mineraler, land intensiverer konkurrencen om dem; irreversibel reduktion af artsdiversitet forarmer det humane forhold til naturen osv. osv.

Men det dynamiske forhold mellem progressive og regressive evolutionære processer har altid kendetegnet vores arts udvikling, så hvorfor definere problemerne nu som en udviklingskrise for arten? En væsentlig begrundelse ud over problemernes enorme omfang er, at vores art for første gang i historien kan ødelægge sine muligheder for at udvikle og/eller opretholde humane livsformer på kloden.

I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at vores art determineres af vilkår, som vi kan ændre, men endnu ikke har bestemt os for at ændre. Et fundamentalt vilkår for vores art følger af det, man kan kalde vores formeringshistorie. Vores art historie handler uomtvisteligt om dens formering fra relativt få homo sapiens til flere og flere. Eksperter skønner, at den humane, globale population i dag udgør 7 milliarder individer, og at den vil forøges til omkring 12 milliarder inden indeværende århundredes udgang, hvis den ikke decimeres ufrivilligt eller frivilligt.

Hvis vi definerer overbefolkning som flere individer, end vedvarende og reproducerbare ressourcer kan opretholde, er kloden ekstremt overbefolket. Den eksponentielle vækst i antal er især sket i forbindelse med forbrug af fossile brændsler. Men hvorfor er det et problem, hvis blot det lykkes at udvikle tilstrækkelige vedvarende og reproducerbare ressourcer til at opretholde de 12 milliarder individer, der forventes?

Omlægningen fra anvendelse af fossile og stærkt forurenende brændstoffer til vedvarende former for energi er jo allerede godt igang og kan forventes at fuldføres på et tidspunkt. Fødevareproduktionen kan forventes at forøges tilstrækkeligt til at kunne mætte alle milliarderne i modsætning til, hvad Malthus forudså (fødevareproduktionen vil altid være for knap i forhold til formeringen). Bl.a. forventes det, at arten kan opnå en væsentlig proteintilførsel ved at æde insekter. Så hvad er problemet?

En del af problemet er tempoet i bestræbelserne på at imødegå de destruktive følger af vores adfærd. Tempoet og midlerne er ikke tilstrækkelige til, at forringelser kan undgås, og sandsynligheden for, at dette vilkår vil ændre sig, er ringe. Magthaverne kan ikke blive enige om det fornødne, fordi de generelt varetager partikulære interesser i højere grad end globale.

Eksperter forudser, at opvarmningen af kloden vil medføre død for langt flere, end hedebølger allerede gør. Forsuringen og forureningen af havene bliver ikke håndteret i tilstrækkeligt omfang. Klimaflygtninge og vandmangel forventes at blive et kolossalt problem fremover.

Men det værste er, at vi ikke inddrager muligheden for at ændre artens determinerende formering i de seriøse overvejelser og debatter om mulige løsninger på den evolutionære krise. Man inddrager ikke demografiske beregninger af, hvad det vil få for konsekvenser, hvis vores art efter en fælles hensigtsbestemmelse ophøjer behersket forplantning til en global norm, som fredeligt og langsomt kan decimere den humane population indtil et niveau, hvor diversiteten af humane livsformer kan leve i dynamisk, økologisk tilpasning til biotopernes arter.

Det er ellers i forbindelse med de mulige konsekvenser af en global norm for forplantning, at spørgsmålet om vision eller utopi bliver interessant. Vores art har jo muligheden for at ophæve det betingende vilkår, som har og har haft mange af artens problemer som konsekvens. Der er blandt andet en kausal sammenhæng mellem vores formeringshistorie og behovet for at konkurrere, ofte voldeligt, om knappe ressourcer.

Hvis vi definerer krige som staters indbyrdes konkurrence om ressourcer med voldelige midler, er knaphed på ressourcer den væsentligste årsag til krige. Begrebet 'ressourcer' skal her forstås i dets videste betydning, hvilket inkluderer alle former for samfundsdannelsers behov for ressourcer, såsom territorier, magt over mennesker og systemer, forsyningssikkerhed mm.

Her kan skelnes mellem individuelle behov og staters behov. Det siger sig selv, at stater har behov for at sikre deres samfundssystem på måder, som de enkelte individer ikke har - såfrem staterne sikrer deres befolkningers behovstilfredsstillelse. Et eksempel kan være behov for tryghed, hvor en stats militær og politi kan ophæve den enkeltes behov for at forsvare sig mod fjender.

Et andet eksempel kan være behovet for ressourcer, hvor stater kan sikre forsyninger, som overflødiggøre borgernes bekymring for forsyningssikkerhed. Hvis stat og private aktører sørger for, at der er ressourcer nok til at forsyne befolkningen med det fornødne, behøver borgerne generelt ikke at bekymre sig om det, hvilket er en af de indlysende fordele ved velfungerende samfundsdannelser. 

Spørgsmålet om, hvad der er fornødent, er til gengæld afhængig af mange faktorer, ikke mindst populationens behovsudvikling. I den forbindelse kan man groft skelne mellem vitale ressourcer og luksusvarer. Definerer man vitale ressourcer som de, der er absolut nødvendige for livets opretholdelse, drejer det sig om meget få i forhold til det omfang, som produktion og distribution af luksusvarer har fået. Meget få vil dø, fordi de ikke kan få en velduftende parfume eller det sidste nye tv, selv om frustration af luksusbehov kan medvirke til udvikling af depression hos afhængige mennesker.

På den anden side er produktions- og distributionsforholdene af en sådan art, at mange ville dø ved radikale former for omlægning, f.eks. af våbenproduktion og produktion og distribution af mange andre varer. Det hænger for våbenproduktionens vedkommende sammen med opretholdelse af terrorbalancer, som ikke blot fordrer produktion, men også forskning i udvikling af mere og mere avancerede typer af våben. Sakker stater bagud i våbenkapløbet, risikerer de at blive undertvunget eller udslettet af stater, som klarer sig bedre i den konkurrence. 

Hvis ikke det gjaldt staternes sikkerhed, ville den globale forskning i udvikling af avancerede våbentyper og produktion af dem forekomme de fleste irrationel indtil eller over grænsen til vanvid. Det er der måske også mange, der alligevel synes, men blandt dem vil de fleste føle sig temmelig magtesløse i forhold til omfanget, udbredelsen af og handelen med våbnen. Der er ingen tvivl om, at våbenproduktion og handel med våben er en meget væsentlig økonomisk faktor for mange våbenproducerende lande.

Blandt de, som føler sig magtesløse, er der sikkert mange, som gerne ville gøre noget for at stoppe våbenkapløbet, hvis de kendte til en metode, som kunne føre til et gunstigt resultat. Og for dem kan det derfor være interessant at forholde sig til den nævnte definition på krig som staters indbyrdes konkurrence om ressourcer med voldelige midler.

Hvis krig i bund og grund drejer sig om konkurrence om ressourcer, hænger det også sammen med knaphed på ressourcer. Hvorfor skulle man konkurrere om ressourcer, som der var overflod af? Problemet i forhold til det spørgsmål er selvsagt, at ressourcer anvendes til produktion, og at produktion af nye former for avancerede varer medfører behovsudvikling.

Desværre hænger behovsudviklingen også sammen med behovet for ressourcer, som indtil da ikke var knappe, men som bliver det i kraft af udviklingen og forårsager forøget konkurrence om dem. Det kan f.eks. være visse mineraler, som kun findes i begrænsede områder og i begrænset omfang, men som i forbindelse med behovsudviklingen er blevet nødvendige for produktionen. Det gælder ikke mindst mineraler, som er nødvendige i forbindelse med produktion af avanceret teknologi.

Det har til gengæld afgørende indflydelse på magtbalancerne, fordi den avancerede teknologi anvendes i produktionen af våben, som skal sikre stater i deres indbyrdes konkurrence om ressourcer, og med fare for den voldelige form for konkurrence om dem, som vi definerer som krig. 

Eksperter antager, at der kan produceres tilstrækkelige fødevarer til at opretholde den humane population, selv om den formerer sig yderligere. Men knaphed på mange andre ressourcer er kynisk set en endnu større fare, fordi knapheden nødvendiggør intensiv konkurrence om dem mellem stater. I og med den teknologiske udvikling intensiveres konkurrencen endda. Mange indsigtsfulde folk advarer da også om, at 3. verdenskrig nærmer sig.

For utallige mennesker, som føler sig afmægtige i forhold til det perspektiv, er det værd at indse, at de kan få indflydelse på det determinerende vilkår, som vil føre til eskalering af konkurrencen. Forståelse af sammenhængen mellem formering, behovsudvikling, knappe ressourcer og behovet for at konkurrere om dem, er nøglen til at ophæve dette determinerende vilkår.

I kraft af overlevelseskapacitet er formering af arten ikke længere nødvendig. Arten kan endnu kun overleve ved forplantning, selv om ukønnet forplantning i form af kloning bliver en mulighed. Men så længe kønnet forplantning er en nødvendighed, har enhver, som har mulighed for at bruge prævention, indflydelse på omfanget - og dermed også ansvaret for det!

Ved hjælp af præventive midler er det altså muligt for enhver at påvirke omfanget af forplantning, og det er en revolutionerende mulighed, som de færreste forbinder med artens evolutionære krise. Men det vilkår kan udbredelse af ideen om en global norm for forplantning ændre: en samdrægtig norm for forplantning, som fredeligt og langsomt decimerer den globale, humane population, kan ændre den fatale determination, som overbefolkningen og behovsudviklingen betinger, til en metafysisk, teleologisk determination, som har fredeligt samvirke som mål.

Denne vision betinges af den samdrægtige hensigtsbestemmelse, men netop behovet for global samdrægtighed er det, som kommer til at afgøre den historiske udvikling. Arten har muligheden for at ophæve den fatale determination, men arten består af 7 milliarder mennesker med forskellige opfattelser af, hvad der er nødvendigt.

Tanken om at begrænse retten til frimodig formering er modbydelig for de fleste, nærmest instinktuelt, selv om forplantningsraterne generelt hænger sammen med kulturel konsensus. I områder med behersket forplantning vil de fleste moderere deres forplantningstrang.

Vi balancerer jo mellem to behov, dels behovet for at betyde noget for en anden, nogen eller mange, og dels behovet for ikke at betyde noget negativt for dem, hvis mening har betydning for en. Vi mennesker har generelt både en frygt for anonymitet og en frygt for udstødelse, som får de fleste til at tilpasse deres adfærd efter det dominerende kodeks.

Men som global løsning på artens evolutionære krise vil de fleste umiddelbart og instinktivt afvise begrænsning af retten til frimodig formering. Derfor afhænger muligheden for at ophæve overbefolkningens og behovsudviklingens fatale determination af, at tilstrækkeligt mange og toneangivende personer erkender krisens art og determinerende faktorer, samt muligheden for at ændre dem.

Skulle det ske, vil normen om ret til frimodig formering komme i konflikt med erkendelsen af det fælles ansvar for udviklingen, indtil erkendelsen af det fælles ansvar vil komme til at dominere som en almen norm, hvorefter de partikulære interesser i kraft af decimeringen af populationerne må indordne sig under artens overordnede, globale interesse.

Det drejer sig først og fremmest om at gøre opmærksom på den fatale kausalitet mellem overbefolkning og militær kappestrid mellem stormagter, men i samme åndedræt at pege på den spinkle, men reelle mulighed, som arten har for at ophæve den determinerende faktor, som vil føre til endnu en storkrig om territorier, ressourcer og forsyningssikkerhed, denne gang med udsigten til, at ingen vil overleve det, som præsident Putin har udtalt.

De partikulære interesser vil ikke frivilligt underordne sig de globale, således som det beskæmmende tydeligt demonstreres globalt. Enhver er sig selv nærmest, som det siges, men den altovervejende majoritet vil gerne overleve, og frygten for tilintetgørelse er den eneste faktor, som kan få de fleste til at gøre fælles sag med dem, som erkender rationalet i global ansvarlighed.

Nødvendigheden er styrelsen i sig selv, men arten kan bestemme sig for at imødegå sin nødvendighed og derved ophæve den blinde, selvdestruktive determination, som man ellers fortsat vil trælle under og med tiltagende sandsynlighed ultimativt vil bukke under for. Det handler ikke blot om de levendes overlevelse, men især om ansvaret for efterkommerne og deres mulighed for at udvikle og opretholde humane livsformer på kloden. 

Aftagende efterspørgsel på ressourcer vil mindske behovet for voldelig konkurrence om dem mellem samfundsdannelser, men for visse ressourcers vedkommende vil behovet først svækkes, når de teknologiske innovationer influeres af den forudsigelighed, som den hensigtsbestemte og målrettede udvikling vil medføre.

Dermed vil den teknologiske udvikling i højere grad komme til at tjene de hensigtsmæssige, økologiske former for praksis i diversiteten af biotoper, som efterkommernes populationer vil samles i, frem for at være bestemt af markedsmekanismer og militærindustrielle interesser.

Samling og samvirke i modsætning til ekspansion og konkurrence er nøgleord i visionen om at ændre den destruktive determination, som den frimodige formering, overbefolkning og behovsudvikling betinger. Som vores arts formeringshistorie demonstrerer, har konkurrence om territorier og geografisk ekspansion været nødvendig for at overleve, og arten har underlagt sig alle egne på kloden, som det var muligt at overleve i, men har til stadighed nødig at væbne sig for at forsvare eller udvide sine territorier.

Med aftagende befolkningsmængder og deraf følgende tiltagende territorium for humane livsformer at indrette sig på, vil behovet for at forsvare territorier svækkes og behovet for ekspansion ophøre, fordi de fleste mennesker knyttes til deres fødeegn og lokale sprog og sædvaner og underlagt de nye vilkår få behov for at engagere sig i samarbejder om at indrette sig på tiltagende friland og overflod af ressourcer.

I forbindelse med globaliseringen og markedskræfternes dominans opmuntres folk til at løsne deres følelsesmæssige tilknytninger til bestemte fællesskaber og områder for arbejdskraftens frie bevægeligheds skyld, men opmuntringen virker mest på vinderne i konkurrencen om status og indflydelse, samt på de fattigste, som drager ud af nødvendighed. Det helt store flertal søger kun midlertidigt ud som turister, hvis deres økonomiske forhold tillader det, fordi tilknytninger og vaner begrænser deres lyst til migration. 

Hvor tiltagende befolkningsmængder og overbefolkning skaber behov for udvidelse af tilgængeligt territorium og dermed konkurrence om landområder, har aftagende befolkningsmængder behov for at samles i samfundets organisationer og funktioner i overflødigheden af plads. Ændringen vil få afgørende indflydelse på de strukturelle forhold i samfundene, idet samarbejde bliver tiltagende vigtigere end konkurrence i modsætning til den igangværende økonomiske liberalismes globaliseringsbestræbelser.

Denne ændring af behovene og dens socialiserende effekt bør ikke undervurderes af mennesker, som føler sig magtesløse over for udviklingen. Skiftet fra formering og overbefolkning til aftagende befolkningsmængder med et visionært formål om at udvikle humane livsformer i biotoperne, vil med tiden ophæve den destruktive determination, som har gjort det nødvendigt at væbne samfundsdannelserne imod hinanden. Overbefolkningen og presset på ressourcerne har betinget staternes indbyrdes konkurrence, men denne betingning kan negeres med en metafysisk, teleologisk determination.

Det er denne metafysiske, teleologiske hensigtsbestemmelse, som kan sammenlignes med en ny himmel, mens realiseringen af visionen kan føre til en ny jord, som i modsætning til den bestående vil komme i dynamisk pagt med klodens økosystemer, samle de humane livsformer i biotoperne og overflødiggøre staternes indbyrdes væbning mod hinanden.

Ny himmel og ny jord

Dokumentet indeholder tekster, som omhandler de spørgsmål, som ovenstående tekst berører. Det er en revideret udgave af dokumentet "Et globalt perspektiv".